Hvordan virker en Body SDS behandling

Alle har bagage med fra barnsben. Ligegyldigt om det er fysiske eller psykiske belastninger eller belastninger forårsaget af mad og usunde omgivelser, vil disse gener forbedres gennem en udrensende Body SDS behandling.

De benyttede metoder bygger på en lang række gennemprøvede teorier og håndgreb, som med succes har ændret livet for mange. Teknikken mestres igennem en kombination af massage af musklerne, bevægelse af leddene, pulserende bevægelser, åndedrætsteknikker og Body SDS´ akupressurtryk og zonetryk.

 

Den unikke kombination af Body SDS-metoderne sætter først og fremmest gang i kredsløbet og aktiverer en gennemstrømning i kroppen. Hertil bliver det lettere at løsne dine spændinger i muskulaturen, inflammationer i sener og hævelser omkring leddene. Ved løsning af spændinger, skabes bedre blod- og lymfecirkulation, hvormed der opnås en udrensende effekt både fysisk og psykisk.

Med terapeuternes indføling og viden om kroppens anatomi går de ind og mærker, hvor de tilgrundliggende problemer rodfæster sig. På den måde kan terapeuten behandle dine udsatte og sårbare områder.

Da vi er af den holdning, at alle dele af kroppen hænger sammen, arbejder vi altid med hele kroppen – en helt konkret knæskade kan eksempelvis sagtens hænge sammen med en irritabel mave.

Antal Body SDS behandlinger/behandlingsforløb
Der er intet facit for, hvor mange behandlinger man skal gå til, eller hvor ofte. Mange kommer for at forebygge livsstilssygdomme og for at øge sit velvære, hvorfor hyppigheden af Body SDS behandlinger er op til den enkelte. Desværre kommer størstedelen først til behandling, når skaden er sket – og jo længere man har gået med en skade, desto længere vil den normalt tage at få rettet op på.